Hestens overflade scannes med et kamera, som er følsomt for varmestråling (infrarødt lys). Herved kan skadede områder identificeres og undersøges nærmere.
Hesten skal have været i arbejde (f.eks. longering) inden undersøgelsen, og den skal være tør. Sadel, seletøj, bandager og andet udstyr skal have været fjernet i mindst 15 minutter tid forinden.
Undersøgelsen bruges især ved haltheder, som er svære at lokalisere, og hvor hesten kun viser svage og uspecifikke symptomer. F.eks. ved smerter i hals, ryg og kryds eller øverst på lemmerne.
I nogle tilfælde kan hesten undersøges, mens den går på løbebåndet. Herved kan f.eks. påvises sko, der ikke passer ordentligt. Hestens hov bliver varmere og varmere der, hvor skoen trykker.
På billedet ses de varmeste områder hvide, herefter falder overfladetemperaturen over rødt, orange, gult og grønt. Det blå er koldest. Denne hest er urent gående, og vil ikke arbejde på venstre volte. Den har et varmt område bagpå piben, under forknæet på højre forben, sammenlignet med venstre. En efterfølgende ultralydsscanning påviste en sene- og seneskedeskade her.